browser icon
You are using an insecure version of your web browser. Please update your browser!
Using an outdated browser makes your computer unsafe. For a safer, faster, more enjoyable user experience, please update your browser today or try a newer browser.

Fraklip W&A2

Athena 201

Starten af det oprindelige første kapitel i bog 2:

Bagagebåndet kørte en omgang mere. Som en anden skide æresrunde. ‘Se mig, se hvor dygtig, jeg er og se, hvad jeg heller ikke havde med denne gang’. Athena havde kvalme. Den sad i halsen og pressede opad. Det blev ikke bedre af at stirre på bagagebåndet, der kørte rundt og rundt og rundt og fik hendes hoved til at sejle. Hun lukkede øjnene. De kløede og stak og hun åbnede dem igen, men lyset var skarpt og gjorde ondt, så hun kneb dem sammen til smalle sprækker. Lortelufthavn.

”Den er der ikke.” William lød grædefærdig.

Far kløede sig i håret og sukkede. ”Typisk.” Han så på sit ur: ”Nu når du ikke flyet hjem. Og guderne må vide, hvor din kuffert er blevet af.” Han sukkede igen. ”Jeg beklager, William. Jeg ved godt, at aftalen kun lød på Kina, men nu bliver du vist nødt til at blive her sammen med os.”

”Blive? Her?” Idioten lød pludselig ikke så pivet mere.

”Ja, jeg er nødt til at komme videre til den udgravning. Jeg lovede, at komme så hurtigt som muligt, og vi kan jo ikke efterlade dig her, til det næste fly går … men hvad gør vi dog med din kuffert?”

”Nårh, den. Det er ikke så vigtigt. Lad os bare komme videre.”

”Men alle dine ting … ”

”Nej nej, pyt. Jeg skal nok klare mig.”

”Lige et øjeblik.” Far forsvandt hen til skranken for forsvunden bagage.

”Ih, Egypten altså!” William så sig omkring.

Hun ignorerede ham.

”Det var godt nok noget skidt med den kuffert, men den slags ting sker jo … Og nu bliver jeg har lidt længere.” Han smilede over hele fjæset.

Bare synet af ham fik kvalmen til at presse mere ivrigt. Og på den ene side kunne det jo være meget fedt at vise ham præcis hvor begejstret hun var for, at han skulle blive lidt længere. På den anden side var Athena ikke helt sikker på, om hun kunne sigte så godt, at hun kun ramte ham. Hun ville helst ikke have bræk ned ad sit eget tøj.

I stedet gloede hun på ham med tæt sammenknebne øjne, og så tilfreds, hvordan smilet gled væk fra hans læber og forsvandt, indtil det så ud som om læberne bævede lidt. Den idiot. Som om det ikke var rigeligt, at hun havde hængt på ham i Beijing, nu skulle han også være her. I Egypten. Med hende. Kunne de for pokker ikke bare sætte ham på det første fly til hvor-som-helst?

”Er du okay?”

”Om jeg er okay?” hun snerrede ordene.

Hendes hals var tør, hendes øjne sved, hovedet rungede, armen gjorde ondt, hun var sulten og tørstig og træt og havde ingen ide om, hvad tid det var på døgnet og hun var tvunget til at være sammen med Idioten William i endnu længere tid.

”Jeg er fucking … ”

”De har fundet din kuffert.” Far kom tilbage.

Williams fjæs blev en nuance mere bleg end den spaghettifarvede kulør han normalt rendte rundt med.

”Fundet den?” Hans blik drønede rundt i ankomsthallen.

”Ja.” Far gned sin ene tinding. ”Den er røget med et forkert fly. Den er i Mexico. De sender den, så hurtigt som muligt.”

”Me-Mexico?” hans stemme dirrede, som om han ville begynde at græde. Eller grine. Bare han ville holde sin kæft i stedet.

”Der er ikke mere, vi kan gøre. Lad os komme videre. Giv mig din taske, Athena.”

Far behøvede sgu ikke at bære hendes taske. Hun var jo ikke en lille møgunge. Eller lam. Hun mumlede noget, rystede på hovedet og løftede tasken. Forsøgte at krænge stroppen over hovedet og ned på skulderen. Pis. Den sad fast i slyngen, som hendes venstre arm var bundet op i. Hun rykkede hårdt i tasken.

”Av for helvede!” Den sad forkert. Maste hendes arm, så smerte poppede i små røde eksplosioner foran hendes øjne.

”Hvad laver du?” Far stod ved siden af hende.

”Ikke noget! Jeg bærer min taske! Det gør ondt!” Tårer silede ned over hendes kinder. Pisse irriterende. Hun flåede i stroppen, samtidig med at hun prøvede at tørre kinderne, og kom til at spænde stroppen endnu længere ind, så den klemte armen hårdere.

”Av!” Hun lossede forden så hårdt ind i bagagebåndet, at tæerne smældede og hun næsten ikke kunne støtte på foden.

”Stå stille!” Far løftede tasken og stroppen over hendes hoved og befriede hendes arm. ”Hvor meget fik du sovet på flyet?”

”Sovet?” Hun stirrede på ham, mens tårerne stadig silede. ”Det var jo umuligt at sove, sådan som I to snorkede og moslede og larmede og … ” Hun kunne høre, at hun råbet, men kunne ikke lade være.

”Schh.” Far gav hende et blidt kram uden at mase armen i slyngen og tørrede tårerne væk. ”Du er bare træt og har jetlag.”

Hun havde fandeme ikke jetlag. Og hun behøvede ikke søvn. Hun var jo ikke noget pattebarn. Hun trampede efter far og William, selvom det gjorde svinsk ondt i tæerne. Og hun behøvede ikke William til at bære sin taske. Hun gloede på hans nakke. Det var også hans skyld, at hendes arm var kommet til skade. På en eller anden måde var det helt sikkert hans skyld. Hvis han bare havde … gjort et eller andet andet, end det han gjorde, eller havde ladet være med at gøre et eller andet andet, han gjorde, eller et eller andet … så var hun ikke kommet til skade i Kina. Det var så meget hans skyld!

 

 

William 203

Williams telefonsamtale med mor, før hun blev mor-agtig:

”Hallo?”

Smilet standsede sin trillen og satte sig på tværs, så hans ansigt blev skævt og ordene sad fast.

”Hallo? Er der nogen?”

”Mor. Hej. Det er mig.”

”William. Hvad ligner det, at hoste ned i røret på den måde? Og har jeg ikke sagt til dig, at man skal præsentere sig med det samme?”

”Undskyld.”

”Skidt pyt. Hvordan går det så i Kina?”

”Jeg er ikke … jeg er ikke i Kina mere.”

”Nå? Jamen hvor er du så? Er du på vej hjem?”

”Øh, måske. Flyselskabet kom til at sende min kuffert til Mexico, så jeg missede det første fy hjem, men måske er der et fly allerede i aften eller i morgen.”

”Har Bendt så bare efterladt dig?”

”Nej nej. Han blev kaldt til en opgave i Egypten, så han har taget mig med.”

”Okay … Nu er du ikke til besvær, vel?”

”Nej da!”

”Nå, måske skulle jeg hellere tale med Bendt, og lige finde ud af … ”

”Ej mor, han har faktisk ret travlt med arbejde og sådan. Jeg vil ikke forstyrre ham.”

”Nej, selvfølgelig ikke. Pas godt på dig selv. Og pas på, at alt støvet fra det gamle ragelse ikke smitter af.” Hun lo.

”Mmm, ja mor.”

”Hov, din kuffert? Hvad så med undertøj … ?”

”Uh, Bendt kalder på mig, jeg er nødt til at løbe nu, mor. Hej hej.”

”Ja, øh, okay. Hej hej.”

Og så var hun væk.

 

 

Athena 205

I bilen, hvor Athena og Karen er på vej ud for at lave ‘pigeting’:

”Pigeting,” mumlede Athena og gned armen, hvor Karen havde holdt fast.

Karen mødte hendes blik i bakspejlet og blinkede. ”Stol på mig.”

Stole på en kvinde, der bortførte hende for at lave ‘pigeting’? Næppe. Men med mindre hun havde tænkt sig at hoppe ud af en bil, der tydeligvis kørte en pæn sjat mere, end det var lovligt, lave et rullefald og bede til alle himlens guder om at slippe fra det i live, så havde hun ikke andet valg end at blive siddende. Og grue for, hvad ‘pigeting’ måtte vise sig at være, hvis det nu alligevel ikke var noget med slag, bid, og rivning i håret.

 

 

William 205

Da William og Harry kommer tilbage fra deres tur i indkøbscenteret:

”Hvor fanden har I været? Vi har ventet i mindst tre timer!”

”Rolig nu, Athena. I er jo lige kommet,” sukkede Bendt.

”Det føles fandeme som tre timer!”

”Prinsesse,” Harry slog ud med armene, greb hendes hånd og trak den op til sine læber, som om han ville kysse den, men hun flåede den til sig.

”Og du,” hun pegede på William. ”Det kan godt være, at du har fået nyt kluns, og at det ser langt bedre ud, men du lugter stadig!”

”Athena, så er det godt! Hvad går der af dig?” sagde Bendt strengt, men det var Karen, han kiggede på.

”Fucking pigeting,” mumlede Athena, mens Karen trak på skuldrene og lod som ingenting.

William prøvede diskret at snuse til sin armhule.

 

 

Athena 207

Hvor Athena besøger et toilet ved pyramiderne (oprindeligt var det Harry, der fulgte med hende, og ikke William):

Nogle fyre gik forbi Athena og Harry, og gloede på køen. De var helt sikkert ude på at springe over! Hun fik øjenkontakt med den ene, som smilede skævt. Nej, glem det. Gu’ ville de ej springe over. Man skulle have været en dreng. Så kunne man stå op og tisse, i stedet for at stå i verdens længste kø, og vente på verdens mest langsomme mennesker.

Køen var længere tid om at bevæge sig fremad, end dinosaurerne var om at uddø, men endelig, endelig var det hendes tur. Hun trippede af sted med bittesmå, men meget hurtige skridt, og havde åbnet bukserne, før hun havde lukket døren.

Det var en fantastisk halleluja-og-hils-alle-engelene-oplevelse, da hun kunne lette trykket. Så fantastisk, at hun næsten ikke blev pissed, da hun opdagede, at der ikke var noget toiletpapir. Hun rodede i sine lommer. Fingerspidserne strejfede mors dagbog, og i et kort øjeblik dukkede tanken op, men hun lukkede den ned endnu hurtigere. Et øjeblik efter fandt hun en for længst glemt serviet fra en isbod, pølsevogn eller noget i sin baglomme.